Kolding Havn får rekordstor godsomsætning i 2007
Kolding Havn omsatte i 2007 1.276.780 tons via skib alene.
Det samlede antal skibsanløb blev 987.
Godsomsætningen i 2006 var på 1.180.315 tons.
Det giver et plus i godsomsætningen på 8,2 %.
Kolding Havn i fortsat positiv udvikling
Formand for Havnebestyrelsen Christian Haugk glæder sig over de pæne tal : "Der er endnu engang tale om en markant fremgang for Kolding Havn - faktisk er der de sidste 5 år tale om en ubrudt vækst på ca. 16 %, hvoraf væksten i 2007 alene tegner sig for hele 8,2 %. Der er en betydelig stigning i antal produkter der håndteres over Kolding Havn, og tal der klart og tydeligt vidner om en driftig og dynamisk erhvervshavn, hvor virksomheder og ansatte år efter år er istand til at skabe vækst og tiltrække nye kunder og dermed samlet set bidrage til os alle i Kolding Kommune. Samtidig er den flotte vækst også et særdeles positivt signal for miljøet, idet skibsfart målt pr. ton er en langt mere miljøvenlig transportform end lastbil. Kobler man miljøvenligheden i skibsfart med de lange køer på motorvejen, er der slet ingen tvivl om havnens betydning, også i forhold til den aktuelle snak om infrastruktur og hvilke transportformer man i fremtiden bør satse på. Så det er en stor glæde at konstatere den fortsatte udvikling og dynamik på Kolding Havn", siger Christian Haugk.
Samling af kompetencer
”Det er en markant stigning i forhold til omsætningen i 2006” siger havnechef Kim Sandahl og fortsætter ”Den øgede omsætning er et bevis på, at det betaler sig at samle kræfterne på havnen og samlet trække mere gods over kajen. Det har specielt vist sig, at sommerens fusion mellem mæglerne Neckelmann & Hansen og Svane & Gjørding, nu Svane Shipping A/S, har styrket konkurrenceevnen ved at udnytte fordelen i samlingen af kompetencer. Der er i øjeblikket en utrolig positiv ånd på havnen, og samarbejdet mellem havn og virksomheder er i top. Fortsætter vi i samme spor, vil vi sammen kunne danne rammen om Kolding Havn, som en vigtig faktor i den danske infrastruktur. Med vores placering midt i trekantområdet og vores stærke konkurrenceevne gør vi os i stand til optimalt, at kunne udnytte fordelen af at være et transportcenter mellem skib, bane og bil”.
Havnen skaber arbejdspladser
Kolding Havn fik i efteråret af Niras-konsulenterne udarbejdet en rapport, som klarlægger at Kolding Havn skaber ca. 3500 arbejdspladser i Koldingområdet. De mange arbejdspladser skabes på baggrund af den behandling godset fra havnen gennemgår. ”Det skal ses på den måde, at alt gods som ankommer til eller afgår fra havnen, er i berøring med rigtig mange mennesker f.eks. via transport, forarbejdning, emballering, produktion osv.” siger havnechef Kim Sandahl. ”Enhver udvikling i godsomsætningen på havnen vil altså skabe øget beskæftigelse i baglandet” slutter han.
Forventninger
Kolding Havn forventer at nå en godsomsætning på 1.500.000 tons med udgangen af 2009 – en vækst på 17,5 % over to år.
